Duft og duns – DR K stikker snuden fremt
Lagt på Parfume-shopping.dk den 03-04-2014 af Thomas
Hvorfor elsker vi duften af babyer Hvordan duftede der i 1700-tallet Og hvad gør dufte i det hele taget ved os Gennem tre afsnit tager DR K seerne med gennem duftene og dunstenes historie.
DR K tager den 3. april kl. 20.30 hul på en kulturhistorisk fortælling i tre dele om dufte og lugte, og den rolle de spiller i alt fra kærlighed til hukommelsen og markedsføring.
Døgnet rundt ånder vi ind og ud mange tusinde gange og indtager samtidig en hulens masse lugte. Alligevel er der nok nogle ting, der vil komme som en overraskelse for de fleste, når duftens og dunstens historie bliver fortalt.
-Serien inviterer seerne med ind i et univers af alverdens lugte. De gode, de grimme, de forførende og de kunstige. Den fortæller historien fra de første abemennesker, der snusede rundt i jordbunden på alle fire og op til vore dages lugtforskrækkede storbymennesker. Og vi præsenterer seerne for de mest overraskende undersøgelser og forskningsresultater, der overbeviser os om, at uden næsen var livet ikke værd at leve, siger kanalredaktør for DR K Flemming Hedegaard.
Brændeovn, lufttørret vasketøj og nyslået græs
Seerne bliver taget med til de førende parfumeindustrier og får indsigt i de fortællinger, værdier og kommercielle interesser, der ligger bag parfumerne. Undervejs bliver det klart, at for eksempel biler nu om dage sælges ved hjælp af et hav af forskellige dufte, og at de nyeste trends inden for dufte er ’brændeovn’, ’lufttørret vasketøj’ og ’nyslået græs’.
Det hele fortælles med et glimt i øjet, med levende reportager fra duftenes hovedstæder, kuriøse detaljer, arkivbilleder, reklamefilm og sanselige billeder skabt ved hjælp af den nyeste teknologi.
Programmets rejseførere er lugteksperter med markante meninger. De brænder for denne helt særlige dimension af tilværelsen, og vi møder dem på arbejde i Berlin, Grasse og Sheffield, i færd med at opsnuse dufte, dunste og ny viden. Vi møder også en række kendte og ukendte danskere, for eksempel kokken, der mindes duften af sin mormors rødgrød, vinelskeren der tænker tilbage på gode champagnestunder i kønne pigers selskab, manden, der pludselig mistede sin lugtesans, og de blinde venner, der samler på parfumer.
Dufte i byplanlægningen
I første afsnit zoomer DR K helt ind på næsen – et af de mest synlige organer hos mennesket. Den stritter ud lige i midten af vores ansigt og fodrer os med livgivende lugt, duft og dunst. Programmet dykker også ned i, hvordan mennesker brugte lugtesansen i fortiden, og vi tager til Berlin og besøger lugtforsker og -kunstneren Sissel Toolas, der gerne vil gøre os mere tolerante overfor for eksempel lugten af angstens sved.
I andet afsnit skal det handle om sex, og hvordan dufte og kropslugte betyder mere for forholdet mellem mennesker, end vi måske aner. Vi stikker også næsen i en europæisk hofkultur, hvor man frygtede badet og den friske luft og fortrak parfumer og pudder, mens folket levede i - og med - stanken af lort. Og så tager vi til parfumens by Grasse med bloggeren og vintageparfume eksperten Barbara Herman, for at få indblik i, hvordan en rigtig kvinde bør dufte - ifølge 1900-tallets "næser" og parfumemagere.
I det sidste afsnit i fortællingen om vores lugtesans, er vi nået til nutiden. Mens vi på den ene side prøver at udrydde de naturlige lugte, er parfumeallergi ved at udvikle sig til en folkesygdom. Og mens alt fra supermarkeder til bilproducenter "tager os ved næsen" - med parfume og dufte som en genvej til vores gunst, er andre folk rundt om i verden optaget af, hvad der er ved at gå tabt med udrensningen af lugte. Således skal vi på "lugt-vandring" i Sheffield i England med forskeren, som arbejder på at registrere væsentlige dufte og lugte i byer og indarbejde dem i byplanlægningen.
Serien er tilrettelagt af Liv Thomsen og Barbara Læssøe Stephensen